Gå til hovedindhold

Eventpuljen

Aabenraa Kommunes Eventpulje kan søges til afholdelse af events i kommunen i det kommende år. Ansøgninger over 15.000 kr. har ansøgningsfrist sidste søndag i august og behandles i Kultur- og Fritidsudvalget i november. Der kan løbende søges op til 15.000 kr. til afvikling af events i indeværende år.



Indhold

    Eventpuljen støtter events, der understøtter Kultur- og Fritidspolitikken ved at skabe liv, fællesskab og oplevelser i hele Aabenraa Kommune. Alle ansøgninger i Eventpuljen skal leve op til puljens kriterier.

    Hvis du vil søge 500.000 kr. eller derover til et stort event, som har et strategisk sigte, samt henvender sig til et bredt publikum, kan tiltrække mindst 1500 deltagere, skal du i stedet søge Puljen for Strategiske Events. Puljen har samme ansøgningsfrist som Eventpuljen.

    Ønsker du støtte til enkeltstående kulturelle arrangementer som koncerter, foredrag eller mindre arrangementer, skal du i stedet søge Kulturelt Samråds pulje.

    Ønsker du støtte til enkeltstående aktiviteter, arrangementer og stævner inden for folkeoplysningsområdet, skal du i stedet søge Aabenraa Fritidsråds Aktivitetspulje. Dog kan afholdelse af nationale/internationale mesterskaber støttes via Eventpuljen.

    Hvem kan søge Eventpuljen:

    Frivillige foreninger og organisationer i Aabenraa Kommune samt aktører, der vil være med til at skabe aktivitet i Aabenraa Kommune.

    Kriterier for ansøgninger til Eventpuljen:

    Obligatoriske kriterier:

    Eventen skal:

    • Understøtte kultur- og fritidspolitikken
    • Afholdes i Aabenraa Kommune
    • Have offentlig adgang
    • Have et budget i balance
    • Have en medfinansiering på minimum 30 % ved ansøgninger over 100.000 kr. 

    Objektive kriterier:

    Ansøgningerne tildeles point ud fra: 

    • Lokal forankring
    • Medfinansiering
    • Organisationens kapacitet
    • Sikkerheds- og beredskabsmæssige forhold
    • Markedsføring af eventen
    • Bæredygtighedstiltag
    • Har eventen tidligere modtaget støtte fra Eventpuljen?

    Forvaltningen udarbejder en samlet objektiv vurdering af ansøgningerne ud fra kriterierne, og Kultur- og Fritidsudvalget prioriterer ansøgninger på baggrund af det fremlagte materiale. Du kan læse mere om, hvordan ansøgningen tildeles point i skemaet Pointskema for Eventpuljens objektive kriterier.

    Sådan ansøger du:

    Du udfylder og indsender ansøgningsskemaet inkl. budget elektronisk. Det skal du gøre uanset hvilket beløb, du ansøger om.

    Aabenraa Kommune anvender Conventus til ansøgninger til Eventpuljen. Derfor skal du oprette din organisation i Conventus, før du kan ansøge puljen. Du kan se, hvordan du opretter din organisation her

    Når du er oprettet, skal du logge ind og finde fanen Arkiv, hvor du finder underfanen Blanketter. Her vil du finde Aabenraa Kommunes Eventpulje.

    Inden du går i gang med at skrive din ansøgning, skal du vide:

    • Eventpuljen er en udviklingspulje, og derfor er det ikke muligt at søge om midler til drift.
    • Du skal bruge budget- og regnskabsskabelonen til din ansøgning og afrapportering. Find skabelonen i menuen til højre.
    • Der ydes som hovedregel ikke tilskud til kommercielle arrangementer og til arrangementer tilrettelagt af enkeltpersoner.
    • Der ydes ikke tilskud til forplejning.
    • Der ydes ikke tilskud til anlæg.
    • Kommunen kan ikke støtte arrangementer, hvor et evt. overskud gives til tredjepart.
    • HUSK du evt. skal søge tilladelser til dit arrangement.

    Når din ansøgning er godkendt, skal du huske:

    PR/markedsføring

    • Eventen skal annonceres via www.kultunaut.dk
    • Aabenraa Kommunes logo skal være synligt
    • Jeres hjemmeside/facebookgruppe og lokale medier skal som udgangspunkt benyttes i markedsføringen.

    Afrapportering

    Senest tre måneder efter endt afvikling af eventen skal der indsendes et evalueringsskema. Evalueringsskemaet fremgår i Conventus under fanen "Blanketter". 

    I evalueringsskemaet skal der redegøres for anvendelsen af midler og vedhæftes et regnskab, hvis du har søgt mere end 15.000 kr. Krav til afrapporteringen afhænger af størrelsen på det tildelte beløb. Her gælder følgende:

    • Op til 15.000 kr. skal der redegøres for anvendelsen af de tildelte midler. 
    • Over 15.000 kr. til og med 100.000 kr. skal der aflægges et detaljeret regnskab over de afholdte udgifter. Regnskabet skal synliggøre, hvordan de tildelte midler er anvendt i forhold til det oprindeligt ansøgte beløb. Regnskabet skal være gennemgået af en af foreningen/organisationen valgt revisor, der med sin underskrift bekræfter, at midlerne er gennemgået, og at tilskuddet er anvendt til det formål, hvortil det er bevilget.
    • Over 100.000 kr. skal der aflægges et revideret regnskab for anvendelse af beløbet af en registreret eller statsautoriseret revisor, der med sin underskrift bekræfter, at midlerne er gennemgået, og at tilskuddet er anvendt til det formål, hvortil det er bevilget. Regnskabet skal synliggøre, hvordan de tildelte midler er anvendt i forhold til det oprindeligt ansøgte beløb.

    Eventpuljen har blandt andet støttet:

    • Brundlund Live
    • Musikcamp for børn
    • Faustball EM
    • Aabenraa Pride
    • Børn oplever magi
    • Sønderjysk mesterskab i bueskydning
    • Sejlklubbens 100 års jubilæum: Koncert for alle på havnen
    • Grænseløbet

    Spørgsmål? 

    Kontakt Kultur- og Fritidskonsulent, Anja Peist på apeis@aabenraa.dk