Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Vælgere i Kliplev skal stemme et nyt sted til Europa-Parlamentsvalget

På grund af sammentræf med byfesten ”Kliple Mærken” skal vælgere i Kliplev Valgdistrikt 9. juni afgive deres stemme til Europa-Parlamentsvalget i Bjerndrup Forsamlingshus i stedet for Kliplevhallen. Aabenraa Kommune har iværksat tiltag for at informere de berørte vælgere.

31. maj 2024

Indhold

    9. juni er der valg til Europa-Parlamentet, og siden sidste valgdag er et enkelt af kommunens valgsteder ændret. Vælgere i valgdistrikt Kliplev skal denne gang afgive deres stemme i Bjerndrup Forsamlingshus, da byfesten ”Kliple Mærken” optager Kliplevhallen, som senest blev brugt som valgsted. Ændringen sker for at sikre fortsat gode adgangs- og parkeringsforhold for alle vælgere.

    - Det fremgår af det valgkort, man får tilsendt med posten, hvor man skal møde op for at stemme. Vi informerer cirka 1500 stemmeberettigede i Kliplev blandt andet via e-boks og SMS. Det er vigtigt for os, at ingen er i tvivl om, hvor de kan afgive deres stemme til Europa-Parlamentsvalget, siger Thomas Chr. Otzen Kruse, chef for Byråds- og Direktionssekretariatet i Aabenraa Kommune.

    Aabenraa Kommune udsender et brev i e-boks samt en SMS direkte til de berørte vælgere. Er man undtaget for e-post, modtager man i stedet et brev per post. Der vil desuden være informationer om flytningen af valgstedet på infotavlen i Kliplev, lige som der på valgdagen vil være skiltet på det tidligere valgsted i Kliplevhallen. Der er desuden annonceret med ændringen i Aabenraa Ugeavis.

    - Vi ved, at byfesten ”Kliple Mærken” i Kliplev er et tilløbsstykke. Derfor afholder vi også ekstraordinært en dag i Kliplevhallen 4. juni, hvor man kan møde op og afgive sin brevstemme. Der vil være åbent fra 08.00-20.00, siger Thomas Chr. Otzen Kruse og fortsætter:

    - Der har været en god dialog med de lokale i området, som har været med til at sprede budskabet om det flyttede valgsted.

    Hvis man på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan komme til valgstedet på valgdagen, kan man søge om at afgive sin brevstemme i sit eget hjem. Ansøgningsfristen er tirsdag den 4. juni 2024, kl. 12.00.

    Hvis man ønsker at ansøge om at brevstemme i eget hjem, kan man:

    • Udfylde og sende ansøgningsskema på www.aabenraa.dk/valg
    • Ringe til Folkeregistret på tlf.: 2138 0578.