Vågetjenesten og Headspace modtager Aabenraa Kommunes coronapris 2021
Som en anerkendelse af en særlig frivillig og social indsats under coronapandemien uddeler Aabenraa Kommunes social- og sundhedsudvalg Coronaprisen 2021 til Vågetjenesten og Headspace.
Vågetjenesten i Røde Kors Aabenraa samt Headspace Aabenraa anerkendes begge for at have gjort en særlig indsats for at fastholde det frivillige og sociale arbejde gennem nyskabende aktiviteter i en svær tid med COVID-19. Dertil lægges der vægt på, at foreningerne gennem nye samværsformer har fastholdt fællesskabet mellem borgere og medlemmer.
Det er kriterierne for at modtage Coronaprisen 2021, som uddeles af Aabenraa Kommunes social- og sundhedsudvalg.
- Efter uddeling af §18-midler til lokale foreninger og frivillige var der 50.000 kroner tilbage, som endnu ikke var delt ud. På forslag fra Frivillighedsrådet besluttede vi i udvalget at oprette Coronaprisen 2021 med 25.000 kroner til to foreninger, siger formand for social- og sundhedsudvalget, Karsten Meyer Olesen og fortsætter:
- Ud af en flot kandidatliste med 12 ansøgninger er Vågetjenesten og Headspace udvalgt for deres særlige indsats i en svær tid. Vågetjenesten har på trods af COVID-19 fastholdt samme høje standard for at være en vågende sjæl i den sidste tid. Antallet af vågende timer er på niveau med år uden COVID-19, hvilket er forbilledligt. Headspace har taget nye online-metoder til sig i arbejdet med at nå de unge borgere, der også i en pandemi har haft brug for nogen at tale med, og det er i høj grad de frivilliges ekstra flid, der belønnes.
De 25.000 kroner skal anvendes til foreningens frivillige og sociale arbejde til gavn for flest mulige borgere.