Potentiale for at udvikle hotelmarkedet i Aabenraa Kommune
Hotel- og overnatningsmarkedet i Aabenraa Kommune er i positiv udvikling med voksende efterspørgsel og et tydeligt potentiale for investeringer i hoteller i kommunen. Det viser en undersøgelse, som TN Hospitality Advisor har gennemført for Aabenraa Kommune.
Undersøgelsen viser, at overnatningsmarkedet i Aabenraa Kommune i flere år har været i solid og stabil vækst. Antallet af solgte værelsesdøgn er steget med gennemsnitligt 5,9 % fra 2017 til 2025 og med 3 % fra 2023 til 2025, hvor markedet er på den anden side af efter Covid19.
Fremskrivninger af behovet for overnatninger i Aabenraa Kommune viser desuden, at der er potentiale for 9.000–19.000 flere solgte værelser i 2030 i forhold til 2025, hvis væksten fastholdes. Undersøgelsen viser også, at belægningsgraden er fulgt med udvidelser af overnatningskapaciteten i kommunen, hvilket styrker billedet af et marked i positiv udvikling.
- Undersøgelsen er et klart udtryk for, at Aabenraa Kommune er et attraktivt og voksende marked med stærkt potentiale for at udvikle hotelkapaciteten. Vi ser stort potentiale i at udnytte vores styrkeposition både indenfor outdoorturisme, bryllupsturisme og den grønne omstilling, så vi styrker synergierne mellem turisme- og oplevelseserhvervene, siger Dorte Soll, formand for Teknik- og Landdistriktsudvalget i Aabenraa Kommune.
Undersøgelsen bygger blandt andet på interview med virksomheder i Aabenraa Kommune, der peger på, at et nyt hotel med tidssvarende mødefaciliteter kan tiltrække overnatninger, som i dag går til andre kommuner, fordi det lokale udbud ikke matcher behovene.
Undersøgelsen vurderer tre overordnede hotelkoncepter i Aabenraa Kommune: Et bynært boutiquehotel, et motorvejshotel ved E45 og overnatning ved Frøslevlejren.
Et bynært boutiquehotel med høj kvalitet, lokal forankring, gode oplevelsestilbud og tidssvarende mødefaciliteter vurderes til at rumme det største potentiale for at øge værditilvæksten og styrke Aabenraas profil.
Et motorvejshotel ved E45 med fokus på volumen, standardisering og effektiv drift, understøttet af god synlighed, tilkørsel og et stærkt kædebrand vurderes som den driftsøkonomisk mest robuste model.
Endelig vurderes overnatning ved Frøslevlejren som et nicheorienteret og langsigtet udviklingsspor med høj formidlings- og oplevelsesværdi, der egner sig særligt godt til partnerskabsprojekter.
Undersøgelsen fremhæver, at disse koncepter ikke bør ses isoleret, men som dele af et samlet overnatningsøkosystem, hvor en strategisk udbygning kan styrke både belægningsgrad, segmentering og den samlede værditilvækst.
Læs undersøgelse som bilag herunder.