Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Kliplev er årets landsby i Aabenraa Kommune 2026

Lørdag blev Kliplev kåret som årets landsby i Aabenraa Kommune. De får prisen på baggrund af deres flotte udvikling og fremdrift inden for både bosætning, erhverv og byliv. Prisen blev uddelt ved en stor byfest, hvor blandt andet Trinbrættet, en del af områdefornyelsen i byen, blev indviet.

25. apr. 2026

Indhold

    Det Fælles Udviklingsråd har modtaget en indstilling på Kliplev som Årets Landsby 2026 i Aabenraa Kommune. Det har fået Det Fælles Udviklingsråd til i deres indstilling til Aabenraa Kommunes Teknik- og Landdistriktsudvalg at skrive ”Kliplev er et levende eksempel på, hvordan sammenhængskraft, virkelyst og samarbejde kan skabe udvikling og trivsel. En landsby, hvor fællesskab og engagement går hånd i hånd – og hvor fremtiden bygges af de mennesker, der hver dag gør en forskel.”

    - Det er meget velfortjent, at det i år er Kliplev, der løber med prisen som Årets Landsby i Aabenraa Kommune. Lokalrådet i Kliplev er et forbillede for, hvordan man binder en by sammen og inddrager og engagerer borgerne i byen. Samtidig er det positivt at mærke det gode samarbejde med Aabenraa Kommune om blandt andet udviklingsperspektiv og områdefornyelse, siger formand for Teknik- og Landdistriktsudvalget, der har udpeget Kliplev som årets landsby, Dorte Soll og fortsætter:

    - Man arbejder også fortsat videre med Kliplevs nye kulturhus, som skal være et samlingspunkt for kultur og fællesskab. Samtidig indvies projekt ”Trinbrættet”, som skal være et nyt samlingspunkt ved byens station, med madpakkehus og historiefortællingen om byen. Med andre ord – der sker noget i Kliplev.

    Lokalt i Kliplev er der stor glæde for kåringens om Årets Landsby, som er en bekræftelse af det gode sammenhold i byen.

    Det betyder rigtigt meget, at vi bliver anerkendt for vores gode sammenhold i byen, og at vi arbejder på tværs af foreninger og lokalråd. Det er en erkendelse af, at vi har gennemført nogle gode ting. Det hele startede med områdefornyelsesprojekt for seks år side, hvor vi fik tildelt otte millioner kroner af kommunen, og vi kunne sætte en masse ting i gang. Det kræver mange frivillige med projekter som vores, og vi får heldigvis tilgang af nye frivillige, som er interesserede i at hjælpe til, siger Eskild Thaysen, der er formand for lokalrådet i Kliplev.

    Aabenraa Kommune har siden 2008 kåret Årets Landsby for at hylde og støtte de engagerede borgere og foreningsliv, der arbejder sammen for et bæredygtigt og attraktivt lokalsamfund. Vinderen af hæderen modtager 10.000 kroner, der skal komme det lokale fællesskab til gode.

     Sidste år vandt Bajstrup Årets Landsby i Aabenraa Kommune.