Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Johanne og Emil skal repræsentere Aabenraa Kommune til royal fødselsdagsfest

I lighed med landets andre kommuner har Kongehuset bedt Aabenraa Kommune om at udpege to unge, der bliver inviteret med til H.K.H. Prins Christians 18- års fødselsdag på Christiansborg Slot søndag 15. oktober. De to unge deltagere fra Aabenraa Kommune er Johanne Jürgensen og Emil Baungaard og er valgt af Campuskontaktudvalget.

13. sep. 2023

Indhold

    Johanne Jürgensen og Emil Baungaard får en stor oplevelse, når de søndag 15. oktober skal til 18-års fødselsdagsfest på Christiansborg Slot. Fødselaren er H.K.H. Prins Christian, og H.M. Dronningen har inviteret to repræsentanter fra hver af landets 98 kommuner, lige som der også er inviteret repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden.

    I Aabenraa Kommune er det Campuskontaktudvalget, som består af ledelsesrepræsentanter fra alle ungdoms- og videregående uddannelser i Aabenraa Kommune, der har udvalgt de to unge repræsentanter.

    Johanne Jürgensen er 18 år og går til dagligt på Gråsten Landbrugsskole, mens 18-årige Emil Baungaard har sin hverdag på IBC i Aabenraa.

    - Jeg meldte mig, fordi det var en mulighed for en unik oplevelse, og det er en fed idé, at samle en masse 18-årige til en fest. Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve det hele, siger Johanne Jürgensen, der suppleres af Emil Baungaard:

    - Det er hele oplevelsen, jeg glæder mig mest til. Det er ikke en mulighed, man får igen en anden gang, så det bliver sjovt at tage det hele med og se, hvad der sker. Jeg har ikke hørt meget om festen endnu, så jeg ved ikke, hvad der skal foregå, siger han.

    Formand for Campuskontaktudvalget er Marianne Havn, der er uddannelsesleder på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa. Ud fra en række fastsatte kriterier som eksempelvis bopæl og alder har ansøgerne kunne lægge sit navn i puljen. For at sikre en bredde i deltagerne, har Aabenraa Kommune valgt, at både en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse skal være repræsenteret.  

    - I Campuskontaktudvalget har vi modtaget 26 gode, seriøse ansøgninger fra unge mennesker, der gerne vil repræsentere Aabenraa Kommune til festen. Af dem har vi trukket lod blandt dem, der opfyldte kriterierne. Jeg er glad for, at Johanne og Emil har sagt ja. Jeg er sikker på, at det bliver en oplevelse for livet, og jeg er samtidig også sikker på, at Johanne og Emil kommer til at være to gode repræsentanter, siger Marianne Havn.

    Aabenraa Kommunes borgmester, Jan Riber Jakobsen, mødtes onsdag 13. september med de to repræsentanter, og han glæder sig over, at de får muligheden for at komme til fest på Christiansborg Slot.

    - Det bliver en fantastisk oplevelse for Johanne og Emil, og de skal bare nyde hvert et minut af en helt speciel dag. De er begge to gode repræsentanter for ungdommen i Aabenraa Kommune, og de repræsenterer både en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse. Samtidig repræsenterer Johanne det tyske mindretal, hvilket også er et kendetegn for mange af vores studerende i kommunen og viser den bredde, vi har i hele kommunen, siger Jan Riber Jakobsen.