Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Fremtidens Borgerservice er mere tilgængelig, digital, og bæredygtig

Aabenraa Kommunes arbejdsmarkedsudvalg godkendte onsdag 19. april udviklingsplanen ”Fremtidens Borgerservice”, der skal sikre blandt andet øget tilgængelighed, digitalisering, og bæredygtighed i Aabenraa Kommunes Borgerservice.

20. apr. 2023

Indhold

    Arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune har godkendt den strategiske udviklingsplan ”Fremtidens Borgerservice,” der vil udfolde sig i løbet af de næste to år. Med øget fokus på tilgængelighed, digitalisering, differentierede borgerbehov, medarbejderinddragelse og bæredygtig udvikling ønsker kommunen med udviklingsplanen at sætte retningen for borgerservice de kommende år og sikre lige adgang til det offentlige for alle borgere og virksomheder i Aabenraa Kommune.

    - Vi arbejder altid på at gøre det nemmere og mere smidigt for vores borgere og virksomheder at få adgang til og modtage den bedst mulige service fra Aabenraa Kommune. Udviklingsplanen vil hjælpe os med at nå vores mål og sikre, at vi er i stand til at tilbyde borgere og virksomheder de mest effektive tjenester, siger Dorrit Knudsen, der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune, og udtrykker sin begejstring over, at retningen for Fremtidens Borgerservice nu er fastlagt:

    - Jeg glæder mig over det konstruktive samarbejde i Arbejdsmarkedsudvalget og ser frem til at følge arbejdet og se, hvordan planen udfolder sig til gavn for borgere og virksomheder, samt medarbejderne i Borgerservice i Aabenraa Kommune.

    Fremtidens Borgerservice skal øge tilgængeligheden for borgerne via forskellige kontaktpunkter, herunder en ny hjemmeside og en intelligent telefonrobot, der er tilgængelig døgnet rundt. Derudover skal fleksible løsninger på fysisk betjening sikre, at borgeres individuelle behov bliver imødekommet. Borgerservice vil desuden have et øget fokus på kommunikation og dialog med kommunens borgere, især de ældre, der vil blive tilbudt hjælp til at opnå digital selvstændighed.

    Udviklingsplanen fokuserer desuden på bæredygtig udvikling i 2023-2024 gennem initiativer til nye samarbejder og uddannelser, herunder partnerskaber med eksterne samarbejdspartnere, ungdomsuddannelser og seniorundervisning om digitale løsninger.