Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Aabenraa Kommunes integrationsrolle i ny særlov for fordrevne ukrainere

Fordrevne ukrainere opfordres af myndighederne til at ansøge om opholdstilladelse på baggrund af den særlov, som er vedtaget i Folketinget. Aabenraa Kommune er klar til at bistå med integrationsopgaven.

18. mar. 2022

Indhold

    Folketinget vedtog onsdag 16. marts en særlov, der gør det muligt for fordrevne ukrainere at ansøge og modtage opholdstilladelse tidligere end den vanlige asylproces.

    Kommunerne vil hurtigere end vanligt overtage ansvaret for de personer, der efter særloven får tildelt ophold i Danmark. Senest fire hverdage efter tildeling af opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen vil fordrevne ukrainere blive visiteret til kommunerne.

    - Myndighederne opfordrer ukrainere, der er flygtet til kommunen, til hurtigst muligt at ansøge Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse efter den vedtagne særlov. Den opfordring forsøger vi at få videst muligt ud på vores hjemmeside, hvor vi også håber, at de personer, der hjælper fordrevne ukrainere, vil orientere sig, siger vicekommunaldirektør i Aabenraa Kommune, Søren Lorenzen, og fortsætter:

    - Særloven giver hjemmelsgrundlag for de ukrainere, der har fået opholdstilladelse gennem Udlændingestyrelsen. Vi er parate med integrationsstøtte og -hjælp til den gruppe af fordrevne ukrainere.

    Ansøgning om opholdstilladelse skal ske til Udlændingestyrelsen, som er myndighed på tildelingen af opholdstilladelser.

    - Aabenraa Kommune er vant til at håndtere integration af personer, der har fået opholdstilladelse i Danmark. Vi vil derfor bistå fordrevne ukrainere i integrationen gennem vores Jobcenter, som blandt andet bistår job- og uddannelsesopgaven. Vi er klar til at løfte vores del af denne ekstraordinære opgave i en ekstraordinær tid, siger formand for Aabenraa Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, Dorrit Knudsen.

    Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets beregninger på fordelingen af fordrevne ukrainere med godkendt opholdstilladelse, vil Aabenraa Kommune modtage 58 ukrainere ved 5000 tildelte opholdstilladelser, 117 ukrainere ved 10.000 tildelte opholdstilladelser og 233 ukrainere ved 20.000 tildelte opholdstilladelser.

    Der kommer løbende nye udmeldinger om kommunernes rolle i forbindelse med situationen i Ukraine og håndteringen af flygtninge. På www.aabenraa.dk/ukraine opdateres der løbende med nyt om situationen på både dansk, engelsk og tysk. Der henvises blandt andet til de relevante myndigheder, lige som der er et overblik over de organisationer, der bidrager til indsamlingen til gavn for Ukraine.

    Hvis man som borger, forening eller virksomhed har input, forslag eller spørgsmål, kan man kontakte Aabenraa Kommune på ukraine@aabenraa.dk. Vi bestræber os på at besvare mails inden for et døgn.