Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Aabenraa Kommune og UC SYD foreslår opkvalificering og tiltrækning af flere udenlandske sygeplejersker

Et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og UC SYD kunne være med til at opkvalificere og tiltrække flere udenlandske sygeplejesker, som kunne afhjælpe den nationale udfordring med tusinder af ubesatte sygeplejerskestillinger.

03. feb. 2022

Indhold

    På landsplan er behovet for sygeplejersker stigende, og lige nu er der næsten 5000 ubesatte stillinger. På UC SYD i Aabenraa uddanner man allerede sygeplejersker, herunder en del som kommer til fra Tyskland. Der er aktuelt rekrutteringsudfordringer til både regionale og kommunale sygeplejerskestillinger og en forventning om, at efterspørgslen kun vil stige i Region Syddanmark og resten af landet i de kommende år.

    Samtidig venter lige nu 1800 udenlandske sygeplejersker på en godkendelse af deres sygeplejerskeuddannelse, en sprogtest og en evalueringsansættelse, før de kan påbegynde deres arbejde i Danmark.

    Det er i den sammenhæng, at Aabenraa Kommune og UC SYD byder sig til, hvis løsningen på den nationale udfordring skulle blive enten oprettelse af en decideret opkvalificeringsuddannelse i stil med den, der blev afskaffet i 2012, eller hvis der skal udvikles nye, korte forløb, der kan bidrage til hurtigere godkendelse af udenlandske sygeplejersker, der står i kø til det danske arbejdsmarked.

    - Vi vil i Aabenraa Kommune gerne være med til at løfte den nationale dagsorden. Der er en efterspørgsel efter arbejdskraft, som kun bliver større, og det hul kan udenlandske sygeplejersker være med til at lukke. Vi kigger gerne på initiativer, der kan sikre endnu flere kvalificerede ansatte til vores sundhedsvæsen, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen.

    Syd for Aabenraas kommunegrænse, i Tyskland, bor flere sygeplejersker, som allerede nu arbejder i Danmark og er tiltrukket af de danske løn- og ansættelsesforhold. De er uddannet på en sygeplejerskeuddannelse, som matcher den danske.

    Der er potentiale for endnu flere udenlandske sygeplejesker til danske stillinger, men lige nu er udfordringen, at de udenlandske sygeplejersker ikke altid matcher den danske arbejdspladskultur, ligesom flere har en væsentlig udfordring med sproget.

    Derfor foreslår Aabenraa Kommune i samarbejde med UC SYD, at der arbejdes med konkret opkvalificering af udenlandsk arbejdskraft i form af kultur- og sprogundervisning, ligesom det er forhåbningen, at udfordringen kan italesættes på nationalt plan for at forbedre muligheden for, at udenlandske studerende og færdiguddannede sygeplejersker kan begå sig i Danmark - herunder med tilrettelagte uddannelsesforløb inklusiv praktikophold.

    Hvad end løsningen bliver, er Aabenraa Kommune og UC SYD parate til at bakke op.

    - Vi kender den nationale udfordring med rekruttering af sygeplejersker, og vi har også fulgt med i den debat, der har været rejst. Som professionshøjskole er vi optagede af, at vores aftagere har den mest relevante og kvalificerede arbejdskraft. Vi vil gerne være med til at løse udfordringen, og derfor er et samarbejde med Aabenraa Kommune og andre interesserede aftagere om opkvalificering og fokus på udfordringen oplagt, siger bestyrelsesformand i UC SYD, Stephanie Lose, og fortsætter:

    - Samtidig håber jeg også, at der fra nationalt hold kommer skærpet fokus på udfordringen, så vi sammen kan løse manglen på arbejdskraft. Fra UC SYDs side vil vi gerne være med til at løse udfordringen med vores bidrag og erfaringer fra grænseregionen.

    Med sin geografiske placering tæt på grænsen har Aabenraa Kommune allerede adskillige tyske sygeplejersker ansat, og borgmester Jan Riber Jakobsen italesætter behovet for et yderligere fokus på netop dette område:

    - Vi ved, at tyske sygeplejersker finder ansættelse i Danmark attraktivt, og netop derfor synes jeg, at det er oplagt, at vi gør mulighederne endnu større for dem. Vi har sygeplejerskeuddannelsen på UC SYD, som kan gøre det praktisk muligt for tyske sygeplejersker at prøve det danske sundhedsvæsen på relevante syddanske arbejdspladser - herunder de kommunale sygeplejerskestillinger, siger Jan Riber Jakobsen og fortsætter:

    - I Aabenraa Kommune har vi i vores social- og sundhedsforvaltning over 100 tyskboende ansat, hvoraf flere er ansat i den kommunale sygepleje. Vi har god erfaring med udenlandsk arbejdskraft, og jeg håber, at vi også kan være med til at løse den nationale udfordring på netop dette område, lyder det fra borgmesteren, der bakkes op af Stephanie Lose:

    - Vi har lyttet til ønsket fra Aabenraa Kommune og deres gode erfaringer med tyske sygeplejersker og vil gerne bidrage, ligesom vi i dagligdagen har stort fokus på kvaliteten af og optaget på vores sygeplejerskeuddannelse. Vi bakker op om, at der skal findes initiativer, der kan løse udfordringen, siger hun.