Nogle personer er på grund af deres helbred ikke i stand til at handle på egne vegne i økonomiske og personlige forhold. I en sådan situation kan det være nødvendigt, at vedkommende kommer under et såkaldt værgemål, hvor en anden – en værge – kan handle på hans eller hendes vegne. Det er Familieretshuset, der iværksætter et værgemål og beskikker en værge.
Vær opmærksom på, at såfremt ansøger ikke kan give informeret samtykke til, at der må ansøges, skal der som udgangspunkt overvejes værgemål forud for ansøgning.
Når du skal søge om at blive optaget på venteliste til en plejebolig, skal du udfylde et ansøgningsskema.
Hvis du ikke selv er i stand til at udfylde skemaet, kan en pårørende, partrepræsentant eller værge søge på dine vegne.
Ansøg om plejebolig her.
Du må som værge eller pårørende aldrig anvende et NemID udstedt til en anden person.
Dette gælder også i de tilfælde, hvor der foreligger en fuldmagt, da det fremgår af reglerne for brug af NemID, at indehaveren skal have ene-kontrol over sit NemID. Hvis du som værge/pårørende har brug for at agere på vegne af en person, skal du bruge dit eget NemID til at logge på den relevante selvbetjeningsløsning og indtaste oplysningerne på den person der ansøges for.
Ansøg manuelt:
Såfremt du ingen muligheder har for at udfylde ansøgningen digitalt, kan du kontakte Visitation & Understøttelse i telefontiden for at få tilsendt et ansøgningsskema.
Kontaktoplysningerne finder du i fanen til højre.
Ansøgningsskemaet skal udfyldes og sendes retur til:
Visitation & Understøttelse
Skelbækvej 2
6200 Aabenraa
Eller på mail: PST-vistunderborger@aabenraa.dk
Ansøgning som Ægtepar:
Frit valg af pleje- og ældreboliger giver ret til, at en rask ægtefælle eller samlever kan flytte med. Hvis ægtefællen eller samleveren flytter med, skal den anviste bolig være egnet til to personer - Det kan betyde en længere ventetid, fordi kommunen ikke altid har en egnet bolig til par. Du er derfor ikke omfattet af plejeboliggarantien på 2 måneder ved ansøgning om ægtepar-bolig.
Efterlevende ægtefælle eller samlever har ret til at fortsætte lejemålet, hvis partneren dør.
I ansøgningsskemaet skal du angive om ægtefælle eller samlever ønsker at flytte med. Det er personen med døgnplejebehov, der skal stå som ansøger af plejeboligen.
Har begge parter behov for døgnpleje, skal der udfyldes ansøgningsskema for begge.
Behandling af din ansøgning
Ansøgningen sendes til Visitation & Understøttelse, som behandler din ansøgning og vurderer, om du er berettiget til en plejebolig og dermed kan komme på venteliste. Du får en kvittering når Visitation & Understøttelse har modtaget din ansøgning, og besked om, hvornår du kan forvente et svar på din ansøgning.
Sagsbehandlingstiden på plejeboligansøgninger kan være op til 8 uger.