Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Tyske tilflyttere er glade for Sønderborg og Aabenraa Kommuner

En analyse af tyske tilflyttere kortlægger motivationen for tilflytning og viser, hvad de tyske tilflyttere værdsætter ved at bo i Sønderborg og Aabenraa Kommuner. De to sønderjyske kommuner har de seneste år oplevet en øget tilflytning fra netop tyskere.

01. feb. 2024

Indhold

    En stor analyse blandt tyske tilflyttere i Sønderborg og Aabenraa Kommuner har givet et indblik i, hvad der kendetegner de tyske tilflyttere, og hvad der motiverer dem for at bosætte sig i de to kommuner, lige som analysen viser, hvem de tyske tilflyttere er, og hvordan deres familie- og arbejdsforhold er.

    Overordnet set trives de tyske tilflyttere i de to kommuner, og et flertal i undersøgelsen svarer blandt andet, at det gode naboskab og beliggenheden tæt på naturen er nogle af grundene til, at de er glade for at bo i de to kommuner.

    Analysen kommer i en udgave for henholdsvis tyske tilflyttere i Sønderborg Kommune og i Aabenraa Kommune.

    - Analysen har lært os, at mange af tilflytterne er tidligere turister i Sønderborg Kommune. De har følt sig så velkomne, at her kunne de godt se sig selv om indbyggere. Det viser, at vores turismeindsats virker. For det andet så har omkring hver tredje af de nye, tyske tilflyttere i 2022 og 2023 deltaget på vores tilflytterdage, så her har vi et arrangement med en bredde af mange tilbud fra lokalområdet, der gør, at tyskerne føler sig velkomne. To områder, jeg glæder mig til at dykke ned i og forfine, for at tiltrække endnu flere tyske tilflyttere og få dem godt integreret. Derudover er en betydelig del af tilflytterne i den arbejdsduelige alder, og netop et større udbud af arbejdskraft er noget, vi efterspørger, siger Kjeld Stærk, formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst i Sønderborg Kommune.

    - Analysen viser os, at de tyske tilflyttere blandt andet er glade for muligheden for fortsat at bo tæt på den tyske grænse, så de kan fortsætte med at arbejde i Tyskland. Samtidig er mange af tilflytterne glade for den kultur, de møder, når de flytter til Danmark. Analysen er vigtig for os, og som grænsekommune vil vi meget gerne både tiltrække tyske tilflyttere, men ikke mindst integrere og hjælpe dem, der allerede har valgt os til, siger Erik Uldall Hansen, der er formand for Aabenraa Kommunes Udvalg for Bæredygtig Udvikling.

    Begge kommuner har haft et særligt fokus på øget tilflytning. I Aabenraa Kommune har bosætningsindsatsen over en årrække være international, således at tyske tilflyttere har kunnet få hjælp på tysk. I Sønderborg Kommune har der været fokus på at tiltrække tyske tilflyttere som målgruppe siden 2021 med flere informationsdage, online-vejledninger og et tæt samarbejde med Jobcentret.

    Analysen afsluttes med en række anbefalinger til begge kommuner, som kan hjælpe kommunerne med også i fremtiden at tiltrække og fastholde tyske tilflyttere.

    Vedhæftet kan analyserne for henholdsvis Sønderborg Kommune og Aabenraa Kommune læses.

    Fakta:

    Spørgeskemaundersøgelsen har været udsendt i perioden 11. september til 29. september 2023, og I Aabenraa Kommune har 572 tyske tilflyttere svaret på spørgeskemaet. I Sønderborg Kommune har 485 tyske tilflyttere besvaret undersøgelsen.

    Det er Bitten & Mads Clausens Fond som via deres engagement i Go-To Sønderborg er gået sammen med de to kommuner om at få lavet undersøgelsen. Den er udført af Teknologisk Institut.