Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Steen vil fortsætte udviklingen af Hellevad Børneunivers

Fredag 1. september har Steen Christian Knutzen første arbejdsdag som fællesleder på Hellevad Børneunivers. Han ser frem til opgaven og glæder sig til at engagere sig i lokalsamfundet i Hellevad.

31. aug. 2023

Indhold

    Børn, forældre og medarbejdere på Hellevad Børneunivers kan på fredag 1. september byde velkommen til universets nye fællesleder, Steen Christian Knutzen. Den 58-årige nye fællesleder har erfaring som skoleleder i både Nordjylland og Fyn, og han ser frem til den nye hverdag i Hellevad.

    - Jeg synes, at Hellevad Børneunivers har et attraktivt miljø, og der er en sammenhængende, rød tråd for børnene fra de mindste til de ældste. Jeg har fået en rigtig god fornemmelse af stedet, og jeg finder det interessant at kunne byde ind med mine kompetencer i jobbet, siger Steen Christian Knutzen, der samtidig glæder sig til at engagere sig i lokalsamfundet i Hellevad:

    - I et lokalsamfund som Hellevad har børneuniverset en stor betydning i nærmiljøet, og det, synes jeg, er superspændende at blive en del af. Som fællesleder vil det derfor også fylde meget for mig, at Hellevad Børneunivers netop tager den opgave på sig som en synlig del af samfundet. Som leder kan man forvente, at jeg går til opgaven med stor ildhu, og jeg brænder for, at både børn og medarbejdere trives i hverdagen. Jeg ser frem til at bidrage til at skabe de bedste forudsætninger for at både børn og medarbejdere er i trivsel og får mulighed for at udleve deres fulde potentiale -  både som enkeltindivider og i fællesskabet.

    Aabenraa Kommunes skolechef, Rasmus Andreassen, glæder sig over ansættelsen og ser frem til samarbejdet med Steen Christian Knutzen.

    - Steen kommer til opgaven med masser af gåpåmod, og jeg er overbevist om, at det bliver et godt match for Hellevad Børneunivers’ elever, forældre og medarbejdere. Samtidig glæder jeg mig meget over, at Steen også har fokus på, at universet skal være en levende del af det attraktive lokalsamfund i Hellevad.

    58-årige Steen Christian Knutzen er bosiddende nær Middelfart.