Statens PtX-udbud skaber glæde i Aabenraa Kommune
Danmarkshistoriens første PtX-udbud er nu afgjort, og der er afsat knap én milliard kroner til PtX-projekter i Aabenraa Kommune, hvilket skaber stor glæde i Aabenraa Kommune, som i forvejen er langt med den grønne omstilling.
Energistyrelsen har i dag offentliggjort de seks projekter, der er vindere af historiens første udbud inden for Power to X. I alt er der afsat 1,25 milliarder kroner til de seks projekter. To af projekterne ligger i Aabenraa Kommune, og det drejer sig om PtX-projekter i Padborg og Rødekro, som får henholdsvis 910 millioner kroner og knap 82 millioner kroner.
- Resultatet af PtX-udbuddet glæder mig virkelig meget, da det taler ind i den grønne udvikling, der allerede er i gang i Aabenraa Kommune. Vi lægger i forvejen jord til verdens første e-metanolanlæg inden for PtX i Kassø, Nordeuropas største solcelleanlæg og et af verdens største biogasanlæg. Dertil kommer en lang række mindre projekter inden for vedvarende energi, som enten er godt i gang eller på tegnebrættet. Nu tegner der sig to nye projekter, som i den grad er med til at flytte den grønne omstilling ikke bare i Danmark, men i Europa, siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakobsen og fortsætter:
- I Kassø nær Rødekro er verdens første PtX-anlæg med e-metanol lige nu ved at blive bygget, som blandt andet har lavet en aftale med Mærsk om brændstof til deres første metanoldrevne containerskib, der kommer til at tanke brændstof på havnen i Aabenraa. Jeg er glad for, at vi kan være en kommune, der går forrest i den grønne omstilling, og at vi også har samarbejdspartnere, som vil være med til at sætte skub i projekter med vedvarende energi.
Byrådet i Aabenraa Kommune vedtog i begyndelsen af 2023 kommunens første erhvervsstrategi, som er med til at sikre, at der lokalt er kommet et endnu større fokus på den grønne omstilling også i erhvervslivet.
- Vores erhvervsstrategi er lavet til og med erhvervslivet, og i den er der blandt andet stor fokus på projekter inden for vedvarende energi. Vi har også en erhvervsafdeling i Aabenraa Kommune, som er gearet til, at virksomheder i den helt store skala, som blandt de to projekter i udbuddet, kan få hurtig og effektiv betjening, så de kan få spaderne i jorden og komme videre med deres projekter. Jeg ser derfor også dagens udbudsresultat som et skulderklap til Aabenraa Kommune som en kommune, der effektivt og modigt springer på den grønne omstilling og er med til at gøre en forskel, siger Jan Riber Jakobsen.