Landsbyforskønnelsespulje: Støtte til nedrivninger i byer under 4.000 indbyggere og i det åbne land
Aabenraa Kommune ønsker at fjerne forfaldne og nedslidte bygninger, som skæmmer i lokalsamfundene. Det vil ske med midler fra Landsbyforskønnelsespuljen.
Visse steder i Aabenraa Kommune står huse og andre byggerier, der er skæmmende for de lokale borgere og besøgende. Det skal der gøres noget ved, og derfor har Vækstudvalget for Land og By afsat midler via Landsbyforskønnelsespuljen til at få fjernet disse bygninger, der skæmmer i omgivelserne.
- Formålet med nedrivningsinitiativet er at understøtte en positiv udvikling i byer på under 4.000 indbyggere og i det åbne land. Vi ønsker, at hele Aabenraa Kommune forskønnes og udvikles, hvilket puljemidlerne kan understøtte, siger Philip Tietje, formand for Vækstudvalget for Land og By, og uddyber:
- Et enkelt forfaldent hus kan skæmme er hel landsby. Hvis sådan et hus ikke fjernes, kan det vanskeliggøre naboernes salg af deres huse, og vi vil gerne være med til at give lokalsamfundene et løft, som nedrivningen af en øjebæ kan være medvirkende til.
I første omgang forventes afsat cirka én million kroner, mens der på sigt kan komme flere midler til. For at sikre, at midlerne gør størst mulig gavn i lokalsamfundene, vil ansøgninger inden for følgende kategorier blive prioriteret først ud fra en samlet konkret vurdering af den samlede effekt af nedrivningen. Nogle kan være omfattet af flere af nedenstående kategorier:
- Nedrivning af tomme og forfaldne
- boliger med en synlig beliggenhed
- erhvervsbygninger med en synlig beliggenhed
- boliger og erhvervsbygninger, som er beliggende inden for en områdefornyelse
- boliger og erhvervsbygninger, med efterfølgende indretning af offentligt tilgængeligt byrum.
- Hvor der tidligere er givet støtte på 100 procent, lægges der nu op til
- at der ved en almindelig nedrivning ydes støtte på 50 procent af de samlede nedrivningsudgifter, dog maksimalt 100.000 kroner
- at der ved en grøn nedrivning, hvor dele af byggematerialer genanvendes, ydes støtte på 60 procent, dog maksimalt 120.000 kroner
- at der i sager, hvor der efter nedrivning indrettes et offentligt tilgængeligt byrum, kan ydes støtte på op til 100 procent
For at komme i betragtning til midlerne fra Landsbyforskønnelsespuljen skal man udfærdige en ansøgning inden 10. oktober. Bliv klogere på den proces på aabenraa.dk/borger/flytning-bolig-og-byggeri/forhold-uden-for-byen/pulje-til-landsbyforskoennelse/stoette-til-nedrivning/.