Jan er ny fællesleder i Hovslund Børneunivers
42-årige Jan Lohmman bliver ny fællesleder i Hovslund Børneunivers fra 1. november.
20 års erfaring i folkeskolen med ledelse, undervisning og fritidstilbud er, hvad Jan Lohmann kommer med i bagagen, når han om cirka en måneds tid er ny fællesleder for Hovslund Børneunivers. Han kommer nemlig med en alsidig lederbaggrund fra folkeskoler i Kolding, Nordfyns og Esbjerg kommuner, hvor han har ledet skoler, fritidsordninger og tværprofessionelle pædagogiske indsatser inden for almen-, special- og fritidsområdet.
- Jeg brænder for arbejdet med fællesledelse og pædagogisk udvikling med fokus på et helhedsorienteret børneliv. Jeg glæder mig derfor til sammen med elever, medarbejdere og forældre at fortsætte det helt unikke arbejde med børneuniverset, siger Jan Lohmann, der er opvokset i Hellevad og stadig har familie i området, og fortsætter:
- Sammen kan vi bygge videre på de gode, sunde værdier og traditioner, der bidrager til den stærke kultur og sammenhængskraft i Hovslund Børneunivers. Jeg glæder mig til et godt samarbejde med alle elever, medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere mange år ind i fremtiden.
Aabenraa Kommunes skolechef, Rasmus Andreassen, ser også frem til samarbejdet med 42-årige Jan Lohmann.
- Jan gjorde et rigtig godt indtryk på ansættelsesudvalget, da han har blik for børnene. Samtidig vil han det nære og lokale, som er en af styrkerne ved Hovslund Børneunivers, siger han.