Aabenraa Kommunes 500 hyldemeter byggesagsarkiv bliver digitalt
Torsdag 12. august starter processen med at gøre Aabenraa Kommunes byggesagsarkiv 100 procent digitalt, når en lastbil henter første del af de cirka 500 hyldemeter med fysiske byggesager af papir.
En fuldstændig digitalisering af Aabenraa Kommunes byggesagsarkiv vil både skabe en bedre oplevelse for borgere, rådgivere og håndværkere, lige som de ansatte nu spares for at lede efter dokumenter i arkivkælderen og bære tunge sagsakter rundt på rådhuset.
Torsdag 12. august klokken 7.00 kommer en lastbil, og den manuelle flytning af Aabenraa Kommunes 500 hyldemeter med byggesagsarkiv begyndes.
- Vi glæder os til, at vores byggesagsarkiv bliver fuldstændigt digitalt. Siden 2015 har vi haft digitale sager, men de fleste sager fra før 2015 ligger fysisk i et arkiv på rådhuset i form af sagsakter. Ud over at være en del af Aabenraa Kommunes generelle digitaliseringsstrategi, så er ændringen også en stor fordel for borgere, håndværkere, rådgivere, arkitekter, entreprenører og medarbejdere, siger direktør i Plan, Teknik & Miljø, Ditte Lundgaard Jakobsen.
I følge tidsplanen bliver Aabenraa Kommunes byggesagsarkiv 100 procent digitalt ved årsskiftet. Imens digitalisering af arkivet pågår, vil der kunne forekomme lidt længere sagsbehandlingstid ved forespørgsel på byggesager, men Aabenraa Kommune vil fortsat hjælpe borgere og andre eksterne med kopier af byggesager i hele processen.
Pressen er velkommen til at tage billeder på rådhuset 12. august mellem klokken 9.00 og 11.00, når lastbilen bliver fyldt med det fysiske byggesagsarkiv.