Offentligt udbud af erhvervsgrund på Kassøvej, 6230 Rødekro
Aabenraa Kommune udbyder attraktiv erhvervsgrund på ca. 147.500 m2 i et af kommunens mest attraktive erhvervsområder i Kassø, offentligt til salg.
Området omkring Kassø har gennem en årrække tiltrukket en række erhvervsinteresser, herunder datacentre, VE-anlæg, BESS-anlæg og PtX-udviklere, hvoraf nogle arealer allerede er opkøbt og udviklet på. I de seneste år er interessen intensiveret, særligt drevet af PtX-udviklere og interesserne i området omkring Kassø Transformatorstation er omfattende og giver mulighed for udvikling af et større erhvervsområde med fokus på grøn omstilling og vækst.
Arealet er beliggende på matr.nr. 171b Sdr. Ønlev, Hjordkær, med adresse på Kassøvej, 6230 Rødekro. Erhvervsarealet kan kun sælges som én stor grund.
Kassøvej, 6230 Rødekro udbydes til salg til en mindstepris på 125 kr./m2 ekskl. moms og ekskl. tilslutningsafgifter. Købesummen tillægges moms.
Kassøvej, 6230 Rødekro er beliggende i byzone og er omfattet af lokalplan 125. Lokalplan-områdets primære anvendelse fastlægges til erhvervsformål i form af særligt arealkrævende og strømforbrugende virksomhed i miljøklasse 3-5 med tilhørende service-, administration- og logistikfunktioner og lignende, herunder tekniske anlæg, som er nødvendige for virksomhedens drift. Derudover kan der etableres overnatningsfaciliteter for virksomhedens tilknyttede ansatte på maksimalt 600 m2.
Arealet udbydes til salg med vilkår om, at tilbudsgiver kan gøre købet betinget af, at der kan udarbejdes ny lokalplan. Der vil ved udarbejdelse af ny lokalplan blive stillet krav om, at arealet bibeholder status af byzone, og at anvendelsen ikke hverken miljømæssigt eller risikomæssigt kan medføre problemer for hverken transformatorstationen, datacentre eller PtX-anlæg - både eksisterende og fremtidige i nærområdet. Dernæst skal anvendelsen passe ind i Byrådets ambitioner om grøn omstilling og erhvervsudvikling i området.
Kommunale ejendomme skal udbydes offentligt til salg og sælges via tilbudsgivning. Udbuddet sker i henhold til ”Udbudsbekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme”.
Udbudsmateriale kan rekvireres ved henvendelse til Grundsalg - Ellen Kankelborg på tlf. 7376 7010/2497 8692 eller mail eka@aabenraa.dk . Arealet sælges til højestbydende.
Hvis du ønsker at byde på Kassøvej, 6230 Rødekro, skal udfyldt tilbudsblanket sendes til Aabenraa Kommune, Skelbækvej 2, 6200 Aabenraa på mail: kobstilbud@aabenraa.dk
I emnefeltet bedes anført ”Fortroligt – tilbud på Kassøvej, 6230 Rødekro”.
Købstilbud skal være Aabenraa Kommune i hænde senest 17. november 2025 kl. 12.00 Tilbuddet skal indeholde oplysninger om følgende:
- Den kontante købesum i danske kr. ekskl. moms, der bydes for arealet
- Ønske til overtagelsesdato
- Ønsket anvendelse af grunden
- Ønske om ny lokalplan samt indhold i denne
Indkomne købstilbud skal være skriftlige og angive et fast beløb. Tilbudsgiver er ikke afskåret fra at afgive et højere købstilbud end den fastsatte pris ligesom Aabenraa Kommune ikke er forpligtet til at sælge arealet til den udbudte pris, men forbeholder sig ret til helt at forkaste alle.
Ellen Kankelborg
Telefon: 7376 7010
E-mail: eka@aabenraa.dk