Gå til hovedindhold

Flaske

Modermælkserstatning er det eneste valg til jeres barn, hvis det skal have noget andet end modermælk. Det er fremstillet på basis af komælk, men behandlet efter stram lovgivning, så det ligner modermælk mest muligt.

25. sep. 2025

Indhold

    Forskellige typer modermælkserstatning

    Modermælkserstatning 1 “fra fødslen” i pulverform. Denne type bør I vælge, medmindre barnet er disponeret for allergi og under 4 måneder. I kan fortsætte med modermælkserstatning 1, indtil barnet er 1 år og kan begynde at få letmælk. Det er en god idé at skifte imellem forskellige mærker modermælkserstatning, så barnet vænner sig til, at den kan smage forskelligt, ligesom også mors mælk smager forskelligt afhængigt af, hvad hun har spist.

    Modermælkserstatning 2 indeholder ekstra næringsstoffer og kan gives, fra barnet er 6 måneder, men barnets ernæringsmæssige behov opfyldes fint af Modermælkserstatning 1. Et sultent barn kan begynde med mos og grød.

    Færdigblandet modermælkserstatning: Denne type er dyrere end pulver på dåse, men lettere at have med at gøre, fx på udflugter. Den indeholder det samme som almindelig modermælkserstatning. Færdigblandet modermælkserstatning må ikke fortyndes.

    Syrnet modermælkserstatning: Børn, der får modermælkserstatning, har undertiden tendens til forstoppelse. Nogle børn kan have glæde af syrnet modermælkserstatning, men der ingen sikkerhed for, at det giver løsere afføring.

    Modermælkserstatning, der forebygger mælkeallergi: Denne type bør I kun bruge, hvis jeres barn er disponeret for allergi. Produktet er meget dyrere og smager meget anderledes end almindelig modermælkserstatning. Hvis barnet har fået konstateret komælksallergi, skal det fortsætte med dette produkt, til det ikke længere er allergisk over for komælk. Det er en læge, der afgør dette.

    Sådan tilbereder I flasker:

    • Vask hænder med vand og sæbe og tjek, at der er rent på køkkenbordet. 
    • Tag vand af den kolde hane − lad det løbe lidt først. Sæt vandet over at koge. 
    • Læs brugsanvisningen på emballagen, mens vandet kommer i kog, og følg den nøje. 
    • Afkøl vandet til den temperatur, der står på dåsen.
    • Bland pulver og vand. Brug den måleske, der følger med. Et strøget mål skal være strøget til skeens kant. Ryst flasken grundigt. 
    • Tjek, at mælken har kropstemperatur, når I giver den til barnet. Det gør I ved at sprøjte lidt mælk på indersiden af jeres håndled. Mælken skal føles lun og ikke hed.

    Give flaske

    • Giv flaske, når barnet er sulten.
    • Hold det i tæt i favnen.
    • Tjek, at mælken er 37 grader ved at sprøjte lidt mælk på indersiden af jeres håndled − den skal føles lun og ikke hed. 
    • Tjek samtidig, at hullet i sutten er tilpas stort. Mælken skal løbe med adskillige dråber i sekundet. 
    • Hold flasken så skrå, at sutten hele tiden er fyldt op med mælk, så barnet ikke sluger luft. 
    • Skab hygge og nærhed omkring måltidet. Tilpas kontakten efter barnet. Når det sutter, kan det have svært at koncentrere sig om andet, men I kan give hud- og øjenkontakt. 
    • Hold en pause, når barnet bliver uroligt eller slipper flasken. Det kan være tegn på, at det skal bøvse. 
    • Tilbyd flasken igen, men nu fra den anden side.
    • Stop, når barnet slipper og ikke vil have mere.

    Rengøring af flasker 

    Vær meget grundig, når I rengør flasker og sutter efter brug, da overlevende bakterier ellers kan gøre barnet syg.

    Rengøring i hånden:

    1. Skyl flasker i koldt vand. 
    2. Vask flaskerne med flaskerenser, opvaskemiddel og varmt vand. Fjern mælkerester fra skruegangen og på kanter. 
    3. Gnid flaske-sutter med groft salt for at fjerne mælkerester på indersiden. 
    4. Skyl flasker grundigt. 
    5. Kog flasker og sutter i 5 minutter. Hæld vandet fra. 
    6. Opbevar flasker og sutter tørt og tildækket, indtil de skal bruges. 

    Med opvaskemaskine:

    Rengør flasker og sutter i hånden, se ovenfor. Men i stedet for pkt. 5 kan I putte de rengjorte flasker i opvaskemaskine og vaske ved mindst 65 grader. Sutter kan ikke tåle at komme i opvaskemaskine. 

    Med mikrobølgeovn:

    Rengør flasker og sutter i hånden, se ovenfor. Men i stedet for pkt. 5 kan I putte de rengjorte flasker og sutter i et kar med sæbevand, der skal dække. Kog i 5 minutter i mikrobølgeovnen. Derefter skal I skylle og tørre. Alternativt kan I anvende en særlig indsats til dette formål.