![]()
Mindesten for faldne gendarmer i Padborg
Et minde om tre faldne gendarmer
I Gendarmhaven i Padborg står mindestenen for grænseovergendarmerne Johannes Petersen Birk, Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen. De mistede alle livet den 9. april 1940, da tyske styrker trængte ind over den danske grænse.
På stenens forside ses et indhugget englemotiv sammen med de tre gendarmers navne og ordene: ”Skudt af civilklædte personer 9. april 1940.”
Stenens udsmykning og inskription blev udformet af billedhuggeren Aksel Einar Utzon-Frank. Verset på bagsiden blev skrevet af forfatteren og folkemindesamleren Hansigne Lorenzen, mens selve stenen var en gave fra Smedeby Skærvefabrik.
Fra venstre: Grænseovergendarmerne Johannes Petersen Birk, Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen. Alle tre blev dræbt i Padborg den 9. april 1940. Foto: Ukendt/Museum Sønderjyllands Mediearkiv.
Et camouflagemalet tysk pansertog på Padborg Station den 9. april 1940. Foto: Morten Poulsen/Bov Lokalarkiv.
De første timer den 9. april
Tidligt om morgenen den 9. april 1940 begyndte den tyske besættelse af Danmark. Allerede omkring klokken fire bevægede en gruppe civilklædte tyske agenter sig nordpå langs jernbanen ved Padborg.
Deres opgave var at sikre jernbaneviadukterne, inden de regulære tyske tropper krydsede grænsen klokken 04.15. Broerne og jernbanen var vigtige for den videre tyske fremrykning gennem Danmark.
De danske grænsegendarmer havde tidligere haft til opgave at kunne ødelægge viadukterne i tilfælde af et angreb. Denne morgen havde de imidlertid fået ordre til at trække sig tilbage uden kamp og uden at sprænge broerne.
Skuddene ved viadukten
Ved den sydlige jernbaneviadukt mødte de civilklædte tyske agenter de tre uniformerede gendarmer. Da gendarmerne råbte mændene an, trak tyskerne deres våben og åbnede ild.
Johannes Petersen Birk blev dræbt på stedet. Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen blev hårdt såret og bragt til Sønderborg Sygehus, hvor de begge døde senere samme dag.
De tre gendarmer blev dermed de første danske ofre for den tyske invasion. De var ikke ved at forberede en sprængning, men var efter ordre på vej væk fra grænsen, da de blev beskudt.
Mindestenen for de tre faldne grænsegendarmer blev afsløret den 4. maj 1941 under den tyske besættelse. Foto: Ukendt/Bov Lokalarkiv.
Mindestenen for de faldne gendarmer i Gendarmhaven
En mindesten rejst under besættelsen
Allerede i efteråret 1940 besluttede beboerne i sognet at rejse en mindesten for de tre gendarmer. Pengene blev samlet ind lokalt, og stenen blev afsløret den 4. maj 1941 under stor deltagelse.
Kort før afsløringen krævede Statsministeriet, at ordene ”Skudt af civilklædte personer” skulle fjernes fra stenen. Ordene blev derfor dækket med stenkit, men når stenen blev våd, kunne teksten stadig læses.
I dag står ordene igen tydeligt på stenen. Her samles mennesker fortsat ved mindehøjtideligheder og kransenedlæggelser den 9. april for at mindes Johannes Petersen Birk, Albert Sørensen Albertsen og Anders Andersen Hansen.