Gå til hovedindhold

Valg til Seniorrådet 2025

Den 18. november 2025 holdes der valg til Seniorrådet i Aabenraa Kommune.

Her på siden kan du finde al nyttig viden om valget samt et link til den digitale kandidatopstilling.

6. aug. 2025

Indhold

    Den 18. november 2025 er der ikke kun kommunal- og regionsrådsvalg der er også valg til Seniorrådet i Aabenraa Kommune. Og det bliver ikke som du kender det. For når de 11 nye medlemmer af Seniorrådet skal findes, kan du nu stemme digitalt – nemt og trygt hjemme fra lænestolen, når det passer dig. Du har også mulighed for at stemme ved fysisk fremmøde på et af de 18 valgsteder i Aabenraa Kommune.


    En ny og lettere måde at stemme på

    Allerede ved sidste valg i 2021 var det meningen, at der skulle stemmes digitalt. Men valget til Seniorrådet i 2021 blev et fredsvalg, og dermed blev selve valghandlingen aldrig gennemført.  Det håber vi, vil ske denne gang. 
    Det skal være muligt at for alle seniorer i Aabenraa Kommune at stemme til Seniorrådsvalget. Både dem som er vant til at bruge digitale løsninger, og borgere som har fravalgt det. 

    Du har stemmeret til valget, hvis du: 

    •    Bor i Aabenraa Kommune
    •    Er fyldt 60 år senest på valgdagen den 18. november 2025. 


    Sådan stemmer du digitalt

    Modtager du din post digitalt? Så vil du, når tiden nærmer sig, modtage et brev fra Aabenraa Kommune i din digitale postkasse. I brevet kan du læse om valget til Seniorrådet. I brevet vil der også være et direkte link til valghjemmesiden. Her kan du læse lidt om alle kandidaterne og deres mærkesager, inden du trygt og nemt kan afgive din stemme fra dit eget hjem.

    Det samme link vil også være at finde på Aabenraa Kommunes hjemmeside under Seniorrådet. Via MitID kan du på samme vis logge ind på valghjemmesiden, læse om kandidaterne og afgive din stemme. Du kan stemme fra alle steder, hvor du kan tilgå din digitale postkasse. Det vil sige computere, bærbare, iPads, tablets eller telefon. 


    Er du ikke digital? 

    Selvom du er fritaget for at modtage digital post, skal du stadig have muligheden for at afgive din stemme. I det tilfælde vil du modtage et fysisk brev med information om valget, en stemmeseddel og en frankeret svarkuvert. Brevstemmen skal afleveres i din nærmeste postkasse og sendes som helt normal brevpost.
    Det er dog vigtigt, at svarkuverten afleveres i postkassen inden for tidsfristen, som står i brevet.


    Du kan fortsat stemme på valgstedet

    Det vil fortsat også være muligt at møde op på en af Aabenraa Kommunes 18 stemmesteder til kommunal- og regionsvalget den 18. november. Forskellen fra den traditionelle stemmeboks er, at der til Seniorrådsvalget vil være monteret en skærm i stemmeboksen. Ved at scanne dit sundhedskort på skærmen bliver du verificeret og valideret som stemmeberettiget. Her kan du trykke på den ønskede kandidat og dermed afgive din stemme. Stemmestederne til Seniorrådsvalget vil fortsat også være bemandet med valgtilforordnede, som står klar til at guide dig, hvis du får brug for hjælp.


    Husk!

    Møder du op for at stemme på et af kommunens 18 valgsteder, skal du medbringe dit sundhedskort (sygesikringsbeviset) for at kunne stemme. Har du ikke medbragt dit sundhedskort, kan du ikke stemme. Du kan også bruge det digitale sundhedskort, hvis du har appen installeret på din telefon.

    Har du ombestemt dig?

    Modtager du digital post, kan du tilgå det online stemmested via dit brev i den digitale postkasse eller via linket på Seniorrådets side på aabenraa.dk. Du er også velkommen til at møde op på en af Aabenraa Kommunes 18 valgsteder. Alle tre muligheder er gældende frem til at valgstederne lukker kl. 20.00. 

    Seniorrådets logo