Gå til hovedindhold

Bliv frivillig

Vil du være tilforordnet vælger?

De politiske partier i Byrådet udpeger valgstyrere, valgstyrerformænd og tilforordnede vælgere. Byrådet har besluttet at give borgere mulighed for at melde sig på en liste, hvis man er interesseret i at hjælpe på et valgsted. Listen er en supplering til de politiske udpegninger og vil kun blive brugt, hvis der opstår ledige pladser på valgstederne.

Hvis du tilmelder dig, vil vi kontakte dig, hvis der er brug for din hjælp på et valgsted. Vi bestræber os på at kontakte dig hurtigst muligt. 

Opgaver på valgdagen

Som valgtilforordnet skal du blandt andet hjælpe til med at:

  • Hjælpe vælgeren til valgbord og stemmerum
  • Registrere vælgeren i valglisten og udlevere stemmesedler
  • Tælle stemmer op efter valgets afslutning

Praktiske informationer

Mødetidspunkt: kl. 07.00 på valgstedet

Sluttidspunkt: Når optællingen på valgstedet er afsluttet. Det kan variere fra valgsted til valgsted. Vi håber dog, at de fleste valgsteder er optalt kl. 23.00

Honorering

Du vil modtage en diæt, som indsættes på din konto i løbet af en måned. Du skal udfylde og underskrive en diætseddel på afstemningsstedet, inden du går hjem.

Over fire timers vagt
Du vil modtage en diæt på 900 kr. (maj 2016-niveau) fremskrevet med senest offentliggjorte nettoprisindeks på udbetalingstidspunktet i 2025.

Under fire timers vagt
Du vil modtage en diæt på 450 kr. (maj 2016-niveau) fremskrevet med senest offentliggjorte nettoprisindeks på udbetalingstidspunktet i 2025.


Danmarks Statistik har en nettoprisberegner hvor man kan beregne den aktuelle nettoprisindeksregulering (beregneren ligger et stykke nede på siden).

Forplejning

Aabenraa Kommune sørger for forplejning hele valgdagen.

Vær opmærksom på

  • At du kun kan tilmelde dig, hvis du har valgret til folketingsvalget 2026. 
  • At du kan brevstemme inden valgdagen, hvis du vil være sikker på at få stemt. Du kan brevstemme til og med fredag den 20. marts 2026. 

Tilmelding

Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til valg@aabenraa.dk.  

Vær opmærksom på, at du tilmelder dig en suppleringsliste, der kun bliver brugt, hvis der opstår ledige pladser på valgdagen. 

Vi kontakter dig, hvis vi får brug for din hjælp.

Tak for din interesse!