Studietur til Bruxelles
I forbindelse med skoleopholdene arrangerer IBC en studietur til Bruxelles af fire dages varighed. På turen får du viden om EU via besøg i blandt andet EU-parlamentet, og du får også mulighed for at se lidt af byens seværdigheder.
En 2. års elev fortæller om turen
”Som kontorelev ved Aabenraa Kommune har man mulighed for at deltage i en studietur til Bruxelles gennem IBC, som valgfag. Turen giver eleverne et spændende indblik i EU’s institutioner og samarbejdet mellem de europæiske lande. Samtidig med at man får mulighed for at opleve den belgiske hovedstad sammen med de øvrige elever fra andre offentlige arbejdspladser.
På turen besøgte vi blandt andet Committee of the Regions, hvor vi hørte om Regionsudvalgets arbejde og om, hvordan lokale og regionale interesser bliver repræsenteret i EU.
Vi besøgte også Europa-Kommissionen, hvor vi deltog i oplæg om EU’s rolle i den grønne omstilling og samarbejdet omkring klima og bæredygtighed.
Derudover besøgte vi European Council, hvor vi fik en rundvisning i Rådsbygningen og lærte mere om de politiske beslutningsprocesser i EU.
Vi besøgte også de Danske Regioner, hvor vi fik et indblik i arbejdet med at varetage danske interesser i EU og skabe samarbejde på tværs af landegrænser.
Vi var også på en spændene tur til museet, House of European History, hvor vi fik mulighed for at opleve Europas historie fortalt gennem interaktive udstillinger og personlige fortællinger. Besøget gav et interessant indblik i Europas udvikling gennem tiden og satte fokus på både samarbejde, konflikter og de fælles værdier, som EU bygger på i dag.
Studieturen gav os et godt indblik i, hvordan EU arbejder, og hvordan mange beslutninger i Bruxelles også har betydning for kommuner og borgere i Danmark. Det var spændende at opleve, hvordan teori fra undervisningen kunne kobles til virkeligheden gennem de forskellige oplæg og besøg.
Samtidig var turen også en rigtig god mulighed for at lære hinanden bedre at kende på tværs af arbejdspladser. Vi oplevede Bruxelles både sammen som gruppe og på egen hånd, hvor vi blandt andet var på guidet rundtur og så seværdigheder som Grand Place, Galeries Saint-Hubert, Saint Michel & Gudule-katedralen. Vi så ligeledes også Manneken Pis og Jeanneke Pis.
Der var tid til hyggelige aftener, cafébesøg og fælles oplevelser rundt i byen, hvilket var med til at styrke fællesskabet blandt eleverne. ”
Annette Havmand
Ledelseskonsulent
Annette Havmand
Telefon: 7376 7162
E-mail: ahav@aabenraa.dk