Karrieremesse
I samarbejde med Business Aabenraa afholder Aabenraa Kommune hvert år en spændende karrieremesse, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner deltager. Kontoreleverne er en aktiv del af messen, hvor de fortæller om Aabenraa Kommunes elevuddannelse.
Om karrieremessen
Formålet med messen er at vise bredden i det lokale jobmarked og styrke kendskabet til lokale job- og uddannelsesmuligheder blandt elever og studerende på kommunens erhvervsuddanner og videregående uddannelser.
I november 2022 deltog Aabenraa Kommune for 4. år i træk. Det blev en stor succes, hvor over 2100 unge mennesker deltog. Der var elever fra folkeskoler, friskoler, efterskoler samt studerende fra ungdoms- og videregående uddannelser. Som noget nyt var der også åbnet for øvrige besøgende om eftermiddagen. Således kunne alle interesserede kigge forbi, og den mulighed var der mange der benyttede sig af.
Aabenraa Kommune deltog med 11 stande, den ene af disse stande råder kontoreleverne over. Opgaven omkring hvordan standen skal se ud, varetages af to andenårs elever, og der er rig mulighed for at udfolde de kreative idéer.
Kontorelev Trine Fynbo fortæller
"Sammen med min elevkollega Stine har jeg været tovholder på opgaven med messestanden. Vi har holdt møder, bestilt materialer, haft kontakt til fotograf og grafiker, koordineret vagtplan og ordnet alle de andre praktiske opgaver, der er i forbindelse med planlægningen af sådan et stort arrangement. Opgaven bidrog til at udvikle mig både fagligt og personligt. Det er kompetencer, jeg kan bruge, når jeg skal ud at søge job efter endt elevtid.
Planlægningen med så stort et arrangement med så mange "bolde i luften" foregår ikke helt uden udfordringer, men når man ser resultatet af sine anstrengelser, er det absolut det hele værd. Vi havde en rigtig god dag på messen og har fået meget positiv feedback efterfølgende.
Hvis du ikke nåede at komme forbi karrieremessen, så har du muligheden igen til efteråret 2023. Vi glæder os til at se dig."
Annette Havmand
Ledelseskonsulent