Gå til hovedindhold

Sundhedsfremmemærket 2024

Aabenraa Kommune ønsker at anerkende, motivere og fremme lokale virksomheders indsats for sundhed på arbejdspladsen.

Indhold

    Om Sundhedsfremmemærket

    Aabenraa Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg vedtog i 2023 oprettelsen af et sundhedsfremmemærke med fokus på fremme af sundheden på arbejdspladsen.

    Sundhed og forebyggelse er vigtige elementer på enhver arbejdsplads, og derfor vil Aabenraa Kommune gerne påskønne virksomhedernes arbejde for sundheden og dermed omsorgen for de ansatte. Hovedformålet er at skabe synlighed og opmærksomhed om de gode sundhedsinitiativer, der er rundt om på virksomhederne i Aabenraa Kommune, så de kan være til inspiration og motivation for, at der gøres endnu mere for at fremme sundheden i hele kommunen.

    Sundhedsfremmemærket gives til virksomheder og selvejende institutioner beliggende i Aabenraa Kommune. Alle virksomheder uanset størrelse kan indstilles, og både store og små sundhedsfremmende initiativer tæller. Det kan være I har afsat tid til en aktiv pause eller har særlige aktiviteter med fokus på social og mental trivsel blandt medarbejderne.

    Sundhedsfremmemærket er planlagt som en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor virksomheder hvert år skal ansøge om igen at få tildelt mærket.

    Derfor skal din virksomhed søge Sundhedsfremmemærket

    Med Sundhedsfremmemærket kan din virksomhed skabe synlighed omkring, at I vægter medarbejdernes sundhed højt:

    • Sundhedsfremmemærket vil vise for kunder og medarbejdere, at virksomheden tager medansvar for medarbejdernes sundhed til gavn for både den enkelte medarbejder, samfundet og virksomheden.
    • Mange medarbejdere vurderer, at sundhedstiltag på arbejdspladsen har en positiv betydning for deres vurdering af arbejdspladsernes attraktivitet.
    • Bedre sundhed mindsker antallet af sygedage, hvilket giver færre driftsforstyrrelser og udgifter hertil. Derfor hænger en god sundhed også sammen med en bedre bundlinje.
    • Nogle af ansøgerne bliver tilbudt promovering gennem kommunens kanaler, såsom sundhedscentrets hjemmeside, for at dele de gode eksempler til inspiration for andre.

    Ved tildeling af sundhedsfremmemærket vil I modtage digitalt materiale til at fremvise på hjemmeside, dokumenter og banner til e-mailsignatur.

    Få inspiration fra tidligere modtager af sundhedsfremmemærket ved at se videoen nederst på siden. 

    Indstilling:

    Du indstiller din virksomhed til at komme i betragtning til Sundhedsfremmemærket ved at udfylde nedenstående boks. Du skal skrive, hvilken virksomhed det drejer sig om, beskrive de sundhedsfremmende initiativer eller aktiviteter samt komme med en kort bemærkning om, hvorfor du syntes, at din virksomhed skal tildeles Sundhedsfremmemærket. Vedhæft også meget gerne billede eller link til video, der viser aktiviteten.

    Husk at trykke på knappen "Indsend" efter du har udfyldt skemaet. 

    Indstillingen kan ske fra d. 19. august til d. 6 oktober 2024. 

    Vil du vide mere?

    Ønsker du mere information, assistance eller har du spørgsmål til Sundhedsfremmemærket, kan du skrive en mail til sundhedscenter@aabenraa.dk eller ringe på tlf. 7376 8888.

    Ansøgningsskema Sundhedsfremmemærke 2024 (Ansøgningsfrist for mærket i 2024 er 6. oktober).

    Har du brug for hjælp til at uploade din video til YouTube, så hjælper vi gerne. Kontakt Sundhedscentret på tlf. 73768888 eller sundhedscenter@aabenraa.dk

    Inspiration fra tidligere modtager af sundhedsfremmemærket