Hørenedsættelse
Hvis et barn har et høretab betyder det, at hørelsen er svækket pga. nedsat følsomhed over for lydlige stimuli. Nedsat hørelse kan have stor indflydelse på barnets sproglige udvikling og trivsel. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på hørelsen og de forhold, der kan afhjælpe en evt. hørenedsættelse.
Midlertidige hørenedsættelser kommer ofte på grund af væske i mellemøret i forbindelse med mellemørebetændelse. Dit barn kan dog godt have væske i mellemøret uden at det udviser tegn på smerter eller ubehag.
En hørenedsættelse kan også opstå i forbindelse med sygdom, påvirkning af medicin eller være arveligt betinget.
Har dit barn væske i mellemøret, kan dets søvn være påvirket. Andre tegn på, at dit barn kunne have en hørenedsættelse, kan være:
- At det begynder at tale højere
- At det begynder at skrue højere op for TV.
- At dets sproglige udvikling går i stå.
- At det bliver indadvendt, stille og trækker sig måske fra fællesskab.
- At det bliver sværere at få kontakt med barnet.
Er du bekymret for dit barns hørelse skal du kontakte din læge eller en øre-næse-hals-læge. Denne har mulighed for at henvise til høreklinikken på sygehuset, hvis der er behov for dette.
Sådan hjælper du dit barn med nedsat hørelse:
- Vær tæt på dit barn, når I taler sammen. Se direkte på barnet og hav øjenkontakt.
- Gør dit barn opmærksomt på dagligdagens lyde, og sæt ord på dem.
- Undlad unødig støj i form af radio, TV o. lign.
- Tal tydeligt og ikke for hurtigt.
- Sørg for gode lysforhold, så dit barn kan se dig, når I taler sammen.
Tale-hørekonsulenternes indsats kan bestå af:
- Formidling af viden om høretab og dets indflydelse på barnets trivsel og udvikling
- Rådgivning og vejledning om hørehensyn og -strategier og sprogindsatser for børn med høretab
- Samarbejde med forældre, pædagoger og lærere generelt og ved overgange, f.eks. fra børnehave til skole
- Vejledning om akustik og støjdæmpning
- Opfølgning på brug af høreteknik
PPR samarbejder med Hørerådgivningen, Høreklinikken på Sønderborg sygehus, de audiologiske afdelinger på AUH og OUH, øre-næse-halslæger og Tale-Høre-Syn. Såfremt et barn skal modtage høreapparatbehandling vil talehørekonsulenten fungere som tovholder og sørge for, at skole eller dagtilbud er klædt på til at modtage et barn med et høretab.