Gå til hovedindhold

Forebyggende hjemmebesøg

Forebyggende hjemmebesøg er et frivilligt tilbud til dig.

Indhold

    Et forebyggende hjemmebesøg er et besøg i dit hjem. Besøget er aftalt med dig på forhånd. Besøget er frivilligt og uden omkostninger for dig.

    Hvad er formålet med besøget?

    Formålet med besøget er at hjælpe dig til at bevare et godt helbred samt styrke dig til at klare hverdagen og leve det liv, du ønsker - hele livet. Derudover kan vi give råd og vejledning om aktiviteter og støttemuligheder med henblik på trivsel og tryghed.

    Du behøver ikke at have vanskeligheder i hverdagen for at tage imod tilbuddet. Det handler netop om at forebygge i tide, så vanskeligheder ikke opstår.

    Hvem tilbydes et forebyggende hjemmebesøg?

    I det år, hvor du fylder 75 år, kontakter Aabenraa Kommune dig pr. brev og tilbyder dig et forebyggende hjemmebesøg. Derefter modtager du først tilbuddet igen, når du fylder 80 år, med mindre andet aftales på første besøg. Fra du fylder 82 år, vil du blive tilbudt et forebyggende hjemmebesøg hvert år.

    Hvis du bor alene, tilbyder Aabenraa Kommune dig det første forebyggende hjemmebesøg allerede det år, hvor du fylder 70 år.

    Hvis du, inden du tilbydes første forebyggende hjemmebesøg, oplever et særligt behov for vejledning og støtte, er du velkommen til at kontakte os for at aftale et besøg. Så vil vi forsøge at støtte eller evt. guide dig videre til rette sted.

    Hvordan foregår besøget?

    Besøget foregår som en samtale, der handler om dig og din hverdag. Du bestemmer selv, hvad du vil tale om, for eksempel tanker om fremtiden, trivsel, interesser, overvejelser om boligskift eller boligindretning, kost og motion.

    Samtalen er en god mulighed for at opfange problemer, inden de bliver alvorlige.
    Under samtalen er der mulighed for at få oplysninger, råd og vejledning. Du er velkommen til at have en pårørende eller anden nærtstående person til stede under samtalen.

    Hvem kommer på besøg?

    Det er en seniorvejleder med en social- pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse, der udfører besøget. Medarbejderen har et særligt kendskab til ældreområdet og til de forskellige tilbud, der findes i Aabenraa Kommune.

    Medarbejderen har tavshedspligt og meddelelsespligt om de personlige oplysninger, der måtte komme frem under samtalen.

    Kontakt

    Seniorvejlederne kan træffes mandag og torsdag fra kl. 8.00 - 9.00 eller på følgende telefonnumre:

    Vitta Lindved Jensen, telefon 7376 7225
    Laila Wang Dungart, telefon 73767745
    Anne Lene Fisker, telefon 7376 7487