Knivsbjerg
Læs mere om Knivsbjerg i Aabenraa Kommune her.

I 1893 indrettede tysksindede sønderjyder det 97 meter høje bakkedrag Knivsberg (Knivsbjerg) til samlingssted, hvilket er Sønderjyllands højeste punkt. Et 45 meter højt granittårn og statue af Otto von Bismarck blev opført 1898-1901; statuen blev flyttet i 1919 og siden genrejst ved Askbjerg (tysk: Aschberg) ved Eckernförde i Slesvig-Holstein.
Knivsbjerg er fortsat det centrale samlingssted for det moderne tyske mindretal, hvor der hvert år i juni afholdes Knivsbjergfest. I dag er der en mindemur og en udsigtsplatform på bakketoppen samt en større kursusejendom, som anvendes af det tyske mindretal.
Det tyske mindretals forskellige institutioner og organisationer i Sønderjylland er samlet i paraplyorganisationen Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN). I dag er BDN paraplyorganisation for blandt andet 23 børnehaver, 17 skoler, Deutsche Nachschule Tingleff og Deutsche Gymnasium für Nordschleswig i Aabenraa samt generalsekretariatet i Aabenraa og et sekretariat i København. Det samlede budget er på cirka 235 millioner kroner, hvoraf cirka 45 procent kommer fra Danmark, 33 procent fra Tyskland og 22 procent egne indtægter. Det tyske mindretal anslås i dag til at udgøre cirka 15.000 personer.
Læs mere om Knivsbjerg på Destination Sønderjyllands hjemmeside.