Ensted Havn
Læs mere om Ensted Havn i Aabenraa Kommune her.

I foråret 2021 købte Aabenraa Kommune området Nord for Kilen af Aabenraa Havn med henblik på byudvikling, mens Aabenraa Havn købte den tidligere kraftværksblok 3 på Ensted Havn – EV3 – med henblik på fortsat at udvikle fremtidens havn. Der kan på området Nord for Kilen blive plads til flere hundrede boliger samt caféer, restauranter, specialbutikker, grønne opholdsarealer, åløb og bassiner til opsamling af regnvand – og ikke mindst et nyt museumsbyggeri med fokus på sønderjysk kunst- og søfartshistorie.
Aabenraa Havn har frem til nu været kendetegnet af traditionel havnedrift, hvor det primære fokus er på gods over kaj, altså los og lastning af gods. Denne traditionelle havedrift er en livsnerve for sønderjysk erhverv og landbrug, der både modtager og afskiber råstoffer og produkter fra havnen. Aabenraa Havn er den eneste tilbageværende erhvervshavn i Sønderjylland og nu suppleres den traditionelle havnedrift med nye former for havedrift på Ensted Havn, hvor der kommer til at foregå egentlig produktion på havnens arealer. For eksempel har Nordeuropas førende industrigasselskab, Linde Gas, planer om at opføre et stort Power-to-X-anlæg på Ensted Havn. Her kan der produceres klimavenlig brint, som andre nye virksomheder på havnen skal bruge til produktion af grønne, brintbaserede produkter.
Ensted er en af de to dybeste havne i hele Østersøen med en havnedybde på 16-18 meter, og dens infrastruktur, beliggenhed og store baggrundsareal gør området optimalt for bæredygtig produktion af grøn energi og lignende aktiviteter. Ensteds samlede areal er 350.000 m2 fordelt på 65.000 m2 kaj + kajnært areal og 285.000 m2 baglandsareal samt 480 meter kaj.
På Ensted Havn lå det tidligere Enstedværket, kraftværk ved Aabenraa ejet af DONG Energy, som lukkede 2012/13. Værket blev anlagt i 1958 ved den dybe Aabenraa Fjord og rådede over Nordeuropas største kul- og oliehavn for kraftværker. Kul sejledes på store skibe til havnen, og en del fragtedes videre i pramme til andre jysk-fynske kraftværker.
Værkets produktionsenhed, EV3 på 600 MW el, blev taget i brug i 1979; den var et resultat af det første eksempel på direkte udenlandsk medfinansiering i dansk elproduktion, idet den blev opført i et samarbejde mellem det tidligere An/S Sønderjyllands Højspændingsværk og Nordwestdeutsche Kraftwerke (i dag E.ON). Enstedværket havde foruden elproduktionen en fjernvarmeydelse på maks. 85 MW. Røggasrensningsanlægget var udbygget med et afsvovlingsanlæg og et anlæg til fjernelse af kvælstofilter. I 1998 blev der på værket idriftsat en biomassefyret enhed på 40 MW.

Kraftværket og skorstenen er revet ned, og det sidste kul er blevet skippet væk. Området omdannes til et erhvervsområde, der arbejder med grøn energi.