Gå til hovedindhold


 

Museum for kunst og søfart

Aabenraa Kommune og Museum Sønderjylland etablerer et stort kunst- og søfartsmuseum midt i Aabenraa.

MUSEET

For at realisere visionen om et moderne museum på internationalt niveau har Byrådet i Aabenraa Kommune købt den tidligere VUC-bygning Glødelampen. I de kommende år vil kommunen sammen med Museum Sønderjylland udvikle projektet, der bliver byens og regionens nye kulturelle fyrtårn.

Et nyt moderne kunst- og søfartsmuseum præget af internationalt udsyn og nysgerrighed skal binde kunstnere som Franciska Clausen og C.W. Eckersberg sammen med den globale sønderjyske søfartshistorie. Det bliver realiteten efter Aabenraa Kommune har købt den tidligere VUC-bygning Glødelampen på 6000 kvadratmeter med henblik på, at Museum Sønderjylland skal etablere et nyt museum.

Museum Sønderjylland kommer til at drive og etablere museet, som i den tidligere VUC-bygning Glødelampen får en attraktiv og tidssvarende lokation og ikke mindst god plads. Lokalerne er særdeles velegnede til museumsbrug og har en central placering i midten af Aabenraa by. Museet får et udadvendt perspektiv, hvor både Franciska Clausens internationale karriere og den globale søfartshistorie bliver identiteten i fortællingen. Aabenraa Havn er fortsat en international havn og den blå port til Europa.

FRANCISKA CLAUSEN

Ingen dansk kunstner har spillet så central en rolle for den europæiske avantgarde som Franciska Clausen. Allerede før hun fyldte 20 år rejste hun ud fra barndomsbyen Aabenraa. Mens Europa stod i 1. Verdenskrigs flammer knyttede hun bånd til det, der i 1920’erne og 1930’ernes blev den europæiske avantgardes kunstmiljø.
I München, Berlin og Paris startede hun som elev af blandt andre Lászlo Moholy-Nagy og Fernand Léger, og snart var hun ligeværdig kollega med dem og med andre verdensberømte kunstnere som Le Courbusier, Piet Mondrian og Jean Arp.

På vegne af Fonden for Franciska Clausens Samlinger huser Museum Sønderjylland mere end 2.500 af Franciska Clausens arbejder, hvortil kommer de hovedværker, der er i museets egen besiddelse. Hun bevarede livet igennem en eksperimenterende praksis, og det skaber vi plads til at vise her. 

I det nye museum vil vi give publikum mulighed for at opleve en permanent repræsentation af Franciska Clausens værker. Vi vil skabe mulighed for særudstillinger med vigtige nationale og internationale indlån, der kan vise hendes arbejde som en del af en nyskabende international kunstnerisk bevægelse. Vi vil, kort sagt, præsentere Franciska Clausen som den banebrydende kunstner, hun var.

MØD SØNDERJYSKE KUNSTNERE PÅ BRUNDLUND SLOT

Vi vil gerne udbrede kendskabet til, at nogle af de mest feterede danske billedkunstnere har rod i grænselandet. Det gælder Franciska Clausen, men også blandt andre guldalderkunstneren C.W. Eckersberg, den monumentale ekspressionist Svend Wiig Hansen og modernisten Claus Carstensen. Til perlerækken føjer sig repræsentanter for den yngre samtidskunst som Søren Behncke og Astrid Kruse Jensen og værker indkøbt på Grænselandsudstillingen, som Franciska Clausen var med til at starte i 1971.

Indtil museet står klar, er det på Brundlund Slot, du kan møde skiftende udstillinger med et udpluk af Museum Sønderjyllands samling på over 4.000 værker fra slutningen af 1700-tallet til i dag.

De historiske og stemningsfulde rammer på Brundlund Slot har rødder tilbage til 1400-tallet, hvor Dronning Margrethe I gav det til byen. Kunstoplevelserne fortsætter i slotsparken, blandt hække klippet i facon med inspiration fra Franciska Clausens formsprog. Her finder du en skøn samling skulpturer i de smukke, grønne omgivelser, og du kan nyde lidt godt fra museets café på terrassen.

Du finder informationer om den aktuelle udstilling her:

(QR https://msj.dk/brundlund-slot/)  

SØFARTSBYEN OG DE MARITIME FORTÆLLINGER

Søfartshistorien i Aabenraa er ikke den samme som i resten af landet, fordi byen først i 1920 blev en del af Danmark. Under Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet var byen ikke bundet af de samme restriktioner som eksempelvis Helsingør og Marstal. Det var særdeles lukrativt for både værfter, købmænd, søfolk og handlende.

Søfart og værfter gjorde Aabenraa til en blomstrende by, og det kan man se den dag i dag. Byens gader rummer velbevarede og smukke miljøer og huse fra 1700-tallet og det tidlige 1800-tal, som meget få andre danske byer kan måle sig med.

Byens værfter byggede store træskibe, der var blandt tidens største, hurtigste og bedste. Skibene var ejet lokalt og blev bemandet af lokale og tilrejsende søfolk, der levede af at sejle på alverdens have.

MØD SØFARTSHISTORIEN PÅ SØFARTSMUSEET

Det gamle museum ligger få hundrede meter herfra på H.P. Hanssensgade. Her kan du opleve et udsnit af de eksotiske ting, som søfolkene havde med hjem. Du finder også nogle af de fremragende møbler, ure, smykker og sølvtøj, som blev fremstillet lokalt til en kræsen og købedygtig kundekreds. I kaptajnsstuerne blev der således skabt møder mellem samurairustninger, rokoko og romantik og fortællinger fra det fremmede.

Vi har et hav af genstande. Museet kommer til at give os plads til for alvor at udfolde fortællingerne med de fascinerende søfartsgenstande som omdrejningspunkt. Vi vil give perspektiv på den større historie om hele Aabenraa og byens relation til havnen og havet.

Vores ambition er at skabe en sanselig iscenesættelse, så livet på havet og livet i byen bliver sanseligt nærværende med dufte, taktile materialer og stemningsmættede farver. Samlet vil formidlingsgrebet smitte af på den stemning, som gæsterne sættes i. Besøget i de nye kulturhistoriske udstillinger vil således være en både engagerende og lærerig oplevelse.

find info om aktuelle udstillinger og åbningstider her Kulturhistorie Aabenraa - Museum Sønderjylland (msj.dk) 

Lydvandringer

Aterlier Europa og Franciska Clausen

Tag på en tidsrejse gennem Aabenraas historie på denne lydvandring, der også fører dig forbi kunstværker i byen. Turen på ca. 2,5 km starter ved Det Gamle Rådhus på Storegade 30 i Aabenraa og varer ca. 45-60 minutter, hvis du går turen i ét stræk. Du kan gå turen alene eller i flok. Turen er gratis. 

Som lytter får du indblik i Franciska Clausens liv som central skikkelse i Tysklands og Frankrigs pulserende avantgarde-kunstmiljøer. Du ser ”byen som former” med hendes blik, og du hører om de metoder og indtryk, som hun arbejdede med og som pioner bragte med sig til Danmark og Aabenraa.  

Du kan finde lydvandringen her.

Lydvandring med historie og kunst

Tag på en tidsrejse gennem Aabenraas historie på denne lydvandring, der også fører dig forbi kunstværker i byen. Turen starter ved Det Gamle Rådhus på Storegade 30 i Aabenraa og varer ca. 1,5 time, hvis du går turen i ét stræk. Du kan gå turen alene eller i flok, mens der quizzes undervejs. Turen er gratis.

Find lydvandringen med historie og kunst her.