Gå til hovedindhold

Nedsættelse af kystvandråd for Aabenraa Fjord

Aabenraa Kommune arbejder for en ansøgning om etablering af et kystvandråd til Aabenraa Fjord inden ansøgningsfristen d. 10. marts 2025.

6. feb. 2025

Indhold

    Kystvandrådene har til opgave, at:

    1. Levere en analyse af kystvandenes væsentligste udfordringer for at nå målopfyldelse
    2. Fremsende lokalt forankrede forslag til lokalt tilpassede og forankrede indsatsprogrammer. Forslag til indsatsprogram skal som minimum indeholde: En beskrivelse af virkemidler og indsatser herunder dokumentation for effekter, redegørelse for eventuelle finansieringskilder, samt en opgørelse af den forventede effekt på næringsstofbalancen.

     Det forventes endvidere, at kystvandrådene vil kunne bidrage med følgende:

    • Rådgive de lokale treparter i udarbejdelsen af omlægningsplanerne
    • Arbejde for at sikre realisering af de nødvendige indsatser i den efterfølgende implementeringsfase
    • Bidrage til at skabe en fælles forståelse for de lokale udfordringer i kystvandet og dermed forankre ansvar og generere ejerskab i lokalsamfundet
    • Gennemføre lokalt forankrede analyser for alternative veje til målopfyldelse, samt afprøve konkrete nye veje og metoder til implementering af indsatser gennem forsøgsprojekter

    Kystvandrådene kan bestå af op til 20 medlemmer med en ligelig repræsentation af interesser. Der kan deltage maksimalt ét medlem pr. forening eller organisation. Følgende kan deltage:

    1. Relevante landsdækkende og lokale erhvervsorganisationer
    2. Repræsentanter for forsyningsselskaberne i oplandet 
    3. Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, eller som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser 
    4. Lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål eller i øvrigt er knyttet til interesser forbundet med beskyttelse og benyttelse af vand.


    Tilkendegivelser om deltagelse i kystvandrådet for Aabenraa Fjord skal være fremsendt til Aabenraa Kommune på mail: natur@aabenraa.dk senest mandag d. 17. februar 2025.


    Aabenraa Kommune træffer herefter afgørelse om rådets sammensætning, så en ligelig fordeling af interesser søges opnået.

    Det første møde i deltagerkredsen for det forhåbentlig kommende kystvandråd vil blive afholdt d. 20. februar 2025 kl. 15-17 på Rådhuset i Aabenraa (lokale 412), hvor deltagerne i fællesskab skal definere og fastsætte rådets arbejdsopgaver med henblik på, at Aabenraa Kommune kan indsende en ansøgning inden d. 10. marts 2025.

    Der kan læses meget mere på denne hjemmeside: https://sgavmst.dk/vandmiljoe/vandomraadeplaner/overblik-vandomraadeplanerne-2021-2027/kystvandraad-2025-2027


    Eventuelle spørgsmål kan rettes til Cecilie A. Tvilum: ceatv@aabenraa.dk