Gå til hovedindhold

Underretning

Er du bekymret for et barns trivsel, eller har du kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling? Så send en underretning til kommunen.

Indhold

    Underretning om børn og unge

    Ønsker du at underrette anonymt, er det vigtigt, du læser afsnittet om anonym underretning nedenfor.

    Akut so­ci­al hjælp

    Børn og unge i knibe - ring 114
    Står du i en alvorlig akut situation, hvor børn og/eller unge har brug for hjælp her og nu uden for forvaltningens åbningstid, skal du kontakte den sociale bagvagt via politiet på telefon 114.

    Underretning til kommunen

    Du bør underrette kommunen, hvis du:

    • Ser tegn på, at et barns udvikling er truet?
    • Har mistanke om omsorgssvigt, fysisk og/eller psykisk overgreb eller seksuelle krænkelser af børn og unge? 
    • Mener, der er behov for at gøre noget for at undgå, at barnets eller den unges udvikling fortsat er truet?

    Du underretter ved at klikke på selvbetjeningsknappen ovenfor.

    Når vi modtager en underretning, vurderer vi, om der er grundlag for at undersøge barnets eller den unges forhold. I sager om overgreb mod børn og unge kan kommune, politi, anklagemyndighed og andre myndigheder udveksle oplysninger.

    Læs mere på borger.dk om støtte til børn og unge med særlige behov.

    Når du indgiver en underretning

    Vær opmærksom på, at når du indgiver en underretning vil dine persondata også blive registreret som en del af sagens videre forløb. Vi skal i denne forbindelse gøre dig opmærksom på dine rettigheder og hvordan dine persondata behandles.

    Hvis der søges aktindsigt i sagen, vil dit navn fremgå af akterne.

    Du har ret til at få indsigt i dine persondata (dog ikke den underrettedes persondata) og du har også ret til at få berigtiget eller slettet eventuelle forkerte oplysninger, som er registreret om dig. Hvis du underretter anonymt, vil der ikke blive registreret personoplysninger om dig. Du kan henvende dig hos Børn og Familie via kontaktoplysningerne i højre side, hvis du ønsker at gøre indsigelse mod behandlingen af dine persondata. Endelig har du ret til at klage over behandlingen af dine persondata hos datatilsynet.

    Underretterens persondata opbevares under sagens forløb og kan efterfølgende afleveres til Rigsarkivet jf. arkivloven.

    Hvis du ønsker at indgive en anonym underretning 

    Hvis du ønsker at indgive en anonym underretning, bedes du henvende dig via selvbetjeningsløsningen eller kontakte os telefonisk på 73767676. Her er det vigtigt, at du ikke opgiver dit navn og kontaktoplysninger, hvis du ønsker at være anonym.

    Benytter du selvbetjeningsløsningen, er det vigtigt, at du klikker på knappen i midten, hvor der står Anonym! 



    Hvis du ringer og ønsker at være anonym, skal du ikke sige dit navn, men blot fortælle, at du gerne vil aflevere en anonym underretning. 

    Kommunen har notatpligt, hvilket betyder, at hvis du opgiver dit navn i telefonen, under et møde eller i en skriftlig underretning, er du som udgangspunkt ikke længere anonym. 

    Du bliver ikke orienteret om, hvad underretningen fører til.