Borgere og virksomheder, der får behandlet sager om natur og miljø i Aabenraa Kommune, har nu vished for, at kvaliteten i sagsbehandlingen er i top.
Sagsbehandlingen på natur- og miljøområdet i Aabenraa Kommune er netop blevet certificeret af Dansk Standard, der har gennemgået sagsgangene og undersøgt, om medarbejderne har de rette kompetencer til at løse opgaverne, for eksempel i forbindelse med miljøgodkendelser.
Aabenraa Kommune bestod certificeringen uden afvigelser.
- Vi har beskrevet en klar procedure for, hvordan sagsbehandlingen skal foregå på de enkelte fagområder. Derudover gennemfører vi brugertilfredshedsundersøgelser for at holde øje med, hvordan borgere og virksomheder oplever sagsbehandlingen på natur- og miljøområdet, forklarer den ene af to systemansvarlige, Lene Kragh Møller, der er miljøsagsbehandler i Miljø & Natur.
Med kommunalreformen overtog kommunerne sagsbehandlingen på natur- og miljøområdet fra amterne. Siden da er der med flere gange rejst spørgsmålstegn ved, om kommunerne magtede den opgave.
- Dansk Standards certificering af Aabenraa Kommunes sagsbehandling maner den usikkerhed i jorden, siger Kjell Stockfisch, direktør for Teknik & Miljø.
- For det er vigtigt for borgerne og virksomhederne, at de kan føle tryghed i forhold til vores behandling af deres sager. Det er vores kvalitetsstyringssystem en garanti for. Det handler jo i sidste ende om at sikre borgerne og virksomhederne gennemskuelighed og ensartethed i sagsbehandlingen, siger Kjell Stockfisch.
Du kan læse mere om kvalitetsstyringen af sagsbehandlingen i Natur & Miljø ved at klikke her












